Hundens fordøjelsessystem

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MUNDEN

Kig din hund i munden.

Du vil se nogle hjørnetænder, som er velegnede til at flænse et byttedyr,

Fortænderne og de forreste hjørnetænder klipper kødlunserne af byttedyret.

De bagerste kindtænder bruges til at findele og tygge maden med.

Hundens kæbemuskler er utroligt stærke og bygget til at fastholde et byttedyr.

En hund sluger maden - den skal ikke tygges 50 gange ligesom en ko eller en hest.

Den bløde mad (f.eks. rent kød) sluges som regel i store stykker og dindelingen spiller kun en mindre rolle i fordøjelsen.

Hud og ben kræver tygning/knusning før det sluges.

Fordøjelsen starter allerede i munden, men i modsætning til mennesket, har hunden ikke enzymer i spyttet, som kan nedbryde kulhydrater.

Spyttes bruges faktisk kun til "smørelse", så maden glider lettere ned gennem spiserøret - og kommer ned i mavesækken.

 

MAVEN

Hundens mavesæk er en muskel, som udvider sig og trækker sig sammen  som en harmonika. Her tilsættes fordøjelsesenzymer, som hjælper med at nedbryde føden.

Enzymerne udskilles, når mavesækken er trukket sammen, og de kan ikke bearbejde føden ordentligt, hvis ikke mavesækken også udvides.

Derfor er det vigtigt, at hunden får ET STORT MÅLTID i stedet for mange små.

Når føden nedbrydes, dannes der næringsstoffer, som hjælper hunde at opretholde sundhed.

I mavesækken begynder nedbrydningen af kulhydrater. Enzymet PEPSIN udskilles fra kulhydrat og arbejder sammen med andre stoffer for at danne den rette syrebalance i maven.

Mavesækken har en høj koncentration af saltsyre for at kunne uskadeliggøre eventuelle bakterier og nedbryde brusk og knogler.

Hundens mavesyre har en PH-værdi på 1-2 (syre), hvor menneskets mavesyre ligger på 5-6 (op mod det basiske).

En mellemstor hunds mavesæk kan rumme 7-8 liter, når den er udspilet - det svarer til at den kan spise 4-5% af sin egen kropsvægt i ét måltid. I naturen er det jo ikke hver dag, at ulven eller de vilde hunde får noget at spise - så når der endelig bliver nedlagt et godt byttedyr, så skal det fortæres på én gang.

Mavesækkens sammentrækninger sørger for at maveindholdet bliver godt blandet med anzymerne, så føden nedbrydes og optages i kroppen.

 

TYNDTARM, TYKTARM OG ENDETARM

Pyorus Sphincter musklen (mavesækkens ringmuskel) kontrollerer strømmen af maveindhold fra mavesækken til tyndtarmen, Passagehastigheden reduceres ved syre, irritative stoffer, fedt, chymus (delvist fordøjet føde) i den forrecte del af tyndtarmen.

Pancreas (bugspytkirtlen) udskiller fordøjelsesenaymer, protein (proteaser), fedt (lipase), kulhydrat ( amylase) og store mængder bicarnonat, som neutraliserer det syreholdige chymus.

Galdeblæren frigiver galde til den forreste del af tyndtarmen. Galdesaltene danner en emulsion af fedt og aktiverer også visse lipaser.

De fleste næringsstoffer optages i tyndtarmen. Proteiner og kulhydrater optages i blodet, men s de fleste fedtderivater går ind i lymfesystemet.

Vand optages passivt via osmose (passerer gennem cellemembraner), hovedsagligt i tyndtarmen.

Vitaminer (både vandopløselige og fedtopløselige) optages primært i tyndtarmen.

I den sidste del af tarmen - tyktarmen - udføres der vand- og elektrolyt absorption, bakteriel nedbrydning af protein og fiberrester.

Dette udskilles som en klat LORT = hos en BAR-hund en lille klat affald.

Hele fordøjelsestiden afhænger af måltidets indhold.

 

FEDTDEPOTER

Ulvens krop kan ophobe overskydende fødeenergi som fedt, hvilket gram for gram indeholder mere end dobbelt så meget energi som protein og kulhydrat.

Som kropskomponenter er fedt og vand omvendt proportionelle med hinanden og tilsammen udgør de 80% af kroppen.

Hvis fedtindholdet i kroppen bliver lavt, vil dyret tære på fedtet i knoglemarven, hvilket er det sidste fedtdepot kroppen har - og dermed den sidste energiressource før muskelnedbrydning er nødvendig for at opretholde livet til næste byttedyr kan nedlægges. Ulve har en bemærkelsesværdig evne til at overleve lange perioder med lavt fedtindtag.

Når ulve ikke får føde, vil de - ligesom andre dyr - tabe vægt dagligt.

 

FASTE

Baseret på resultater fra ulve i fangenskab vil en ulv på 50 kg med 15% fedt i kroppen kunne faste i 67 dage, før den har mistet alt sit fedt. Når alle fedtreserver er opbrugte, kan muskelprotein blive nedbrudt som en sidste ressource.

Ulve fastet i 10 dage kan genvinde deres vægt på 2 dage ved fodring ad libitum. Sålænge der er vand til rådighed, er faste ikke livstruende for de fleste dyr indtil vægttabet svarer til 50% af normal legemesmasse.

Hunde og ulve besidder en evne til at tilpasse deres enzymsystem til en doæt lav på protein og disses aminosyrer. De enzymer, der nedbryder aminosyrer falder primært i leveren, så en mindre del af aminosyrerne nedbrydes. Dyret kan overleve på trods af lavt proteinindtag. 

Katte kan ikke tilpasse deres enzymer på sammen måde. Deres leverenzymer er permanent afhængige af medium til højprotein føde.

Lavt proteinindtag hos ulve skyldes sandsynligvis sult. Hos hunde kan det skyldes foder med for meget kulhydrat.

 

BYTTEDYRET FORTÆRES

Ulven og de vilde hunde vil normalt flå ind i nughulen på de større byttedyr, rive de større organer ud (lunge, lever, hjerte) og spise dem først.

Den stor vom (op til 60 kg på en moose/elg) bliver tit punkteret i forbindelse med at den fjernes og indholdet løber ud. Indholdet  i tarmkanalen på byttedyret er ikke interessant for ulven, men mavevæg og tarmvæg spises.

Mindre organer som nyrer og milt spises, og derefter de store muskelmasser på hvert ben.

Ulven kan spise op til 25% af deres egen kropsvægt ved første måltid efter byttedyret er nedlagt. Typisk vil de så bagefter sove i mindst 5 timer, gerne liggende på siden og fordøje. Næste måltid er typisk 6 timer efter det første. Efter 2. måltid vil der som regel kun være knoglerne fra byttedyret tilbage, men de kan holde ulvene beskæftiget i yderligere en dag eller to.

Leveren er det vigtigste organ for ulven at spise, baseret på den mængde vitaminer og mineraler den indeholder. a-vitaminer, B-vitaminer, kobber, zink, mangan og essentielle fedtsyrer.

Knogler er hovedkilde til kalcium og fosfor til vedligeholdesel af ulvens eget skelet. Knogler er forbavsende velafbalanceret foder for hundedyr. Enlige ulv, som oftest lever af rester fra andres byttedyr, kan i lange perioder udelukkende leve af knogler. Friske ben indehodler - hvis der er dfedtholdig marv i - 15-20% protein og en tilsvarende mængde fedt.

Byttedyrets hjerne spises såfremt kranet kan åbnes. Hjernen indeholder vigtige polyumættede fedtsyrer. 

Mucøse membraner i mave, tarm og mule er en vigtig kilde for essentielle fedtsyrer.

 

NÆRINGSINDHOLD I BYTTEDYR

Lever: A-vitamin, B-vitamin, kobber, zink, mangan (kræves til mange enzymsystemer)

Hjerte, lever, nyre, hjerne: essentielle fede syrer og membran til integritet, nervevæv, retinalt pigment, prostaglandiner (aktive signalstoffer, bl.a. immunforsvar)

Fedt: energikilde, essentielle fedtsyrer, essentielt for absorption af fedtopløselige vitaminer A, D, E og K

Knogler: Kalcium og fosfor - hovedkomponenter i skelettet

Hår og pels:  øger passagen gennem fordøjelseskanalen, muligvis en kilde til mineraler som f.eks. zink og mangan

Blod: protein og vand

Fordøjelseskanalen: mave og tarmvæg, fede syrer, mikroflora kan være en kilde til biotin (B8-vitamin), nødvendig for hud, hår og negle